Bertelsen og Okkels—historien om, hvordan to embedsmænd overtog styringen af Danmark
(English language version here. Se mine seneste kommentarer hér).
Tilbage i november 2020 skrev jeg et indlæg på min blog, hvori jeg argumenterede for, at hovedansvaret for minksagen kunne spores tilbage til to embedsmænd, og at disse derfor omgående burde afskediges. Siden er der tilkommet yderligere evidens der understøtter min teori i en sådan grad og i et sådant generelt omfang, at jeg mener tiden er inde til handling og de pågældende bør udsættes for en grundig undersøgelse.
Det drejer sig om nu forhenværende Departementschef for Sundhedsministeriet Per Okkels og Statsministeriets Departementschef Barbara Bertelsen. Jeg vil i det følgende påvise, hvordan den fremkomne information om både forløbet i forbindelse med nedlukningen i marts og minkskandalen peger på, at de to i al væsentlighed bærer ansvaret for en af de største — måske den største — skandale i dansk retshistorie. Jeg fremsætter endvidere den kontroversielle påstand, at dette drejer sig om et angreb på den danske retsstat som sandsynligvis er udført med fuldt overlæg. Læs og døm selv:
- Per Okkels afsætter Mads Melbye og baner dermed vejen for en efterfølgende kompromittering af SSI.
SSIs forhenværende direktør Mads Melbye, der var i besiddelse af helt unikke kvalifikationer til at håndtere en epidemi, blev kort tid inden Coronaepidemien brød ud sat udenfor indflydelse som følge af en undersøgelse af kammeradvokaten iværksat af Sundhedsministeriet:
https://www.berlingske.dk/business/seruminstituttets-direktoer-taler-ud-jeg-var-doemt-paa-forhaand
Melbye udtaler 3. juli til Berlingske: “Min advokat og jeg fik 450 siders rapporter til kommentering og har i vores høringssvar påpeget, at Kammeradvokaten har udeladt helt centrale dokumenter, der ville give en anden konklusion. Men Kammeradvokaten har slet ikke taget hensyn til dette. Man har tromlet hen over vores argumenter,” siger Mads Melbye. “Rapporten var blevet skrevet i et så værdiladet sprog, at det er, som om jeg var dømt på forhånd.”
I august 2020 kom det frem, at førende forskere fra SSI var utilfredse med arbejdsforholdene på instituttet og ønskede at Københavns Universitet overtog deres arbejde:
SSIs daværende fungerende direktør, Ole Jensen, bliver her af forskerne direkte betegnet som en “‘hånddukke’ for departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels”.
Berlingske bringer 22. november en artikel hvori “Sundhedsministeriet bliver af fagfolk beskyldt for at udøve politisk kontrol over Statens Serum Institut og tryne direktør Kåre Mølbak under coronakrisen. Anonyme kilder i SSI bekræfter billedet.”:
Seruminstituttet er desuden gentagne gange blevet kritiseret for ikke at dele data, ikke mindst i forbindelse med minkskandalen (se nedenfor). Berlingske skriver 16. februar at:
“Forud for et afgørende pressemøde om at aflive alle mink efterspurgte en række politikere det faglige grundlag for beslutningen. Men de kunne ikke få oplysningerne, selvom dokumenter viser, at Sundheds- og Ældreministeriet lå inde med dem. Politikere fra begge lejre i Folketinget er kritiske. De Konservatives partiformand er rystet.”
Ydermere mørklægger man samtaler med nabolande. Avisen Danmark skriver 8. februar:
“Det skal forblive hemmeligt, hvad danske sundhedsmyndigheder drøfter med vores nabolande under coronakrisen, mener Statens Serum Institut, der afviser at give Avisen Danmark aktindsigt. Mørklægningen møder massiv kritik fra eksperter, der ærgrer sig over iveren efter at hemmeligholde oplysninger for pressen under coronaepidemien.”
2. Barbara Bertelsen gennemtvinger paniklukning af samfundet 11. marts
Af udredningskommissionens rapport fremgår det, at Barbara Bertelsen var arkitekten bag den omfattende nedlukning af samfundet 11. marts. Hun sendte “lange, ihærdige, insisterende mails til sine kolleger, der argumenterede for hårdt arbejde, sammenhold, nødvendigheden af at lukke Danmark. Hun pløjede britiske lægetidsskifter igennem, bed ad sundhedsmyndighederne, der var for “optimistiske” — “Hope is not a Strategy” — og henviste til det italienske mareridt med mangel på hospitalspladser og mange døde.”
Og “reelt endte med at køre Sundhedsstyrelsen ud på et sidespor, når de afgørende beslutninger skulle træffes”:
Derimod havde regeringen ingen skrupler med at bruge Brostrøm til — falsk — legitimering. Således kan man af udredningsgruppens rapport læse:
“Udredningsgruppen har overvejet, om Sundhedsstyrelsens direktør med sin blotte tilstedeværelse på pressemødet den 11. marts 2020 og med sin deltagelse i en række andre covid-19-relaterede pressemøder er placeret i en position, hvor hans rolle som regeringens øverste sundhedsfaglige rådgiver bliver brugt som led i en politisk legitimeringsstrategi. Der er i det udleverede materiale flere eksempler på, at Sundhedsstyrelsens direktør har forsøgt at undslå sig deltagelse i regeringens pressemøder.” (s 31)
Det er her værd at bemærke, at politikerne i regeringen først sent bliver involverede i processen:
“Baseret på det udleverede skriftlige materiale er det udredningsgruppens indtryk, at håndteringen af covid-19 situationen i denne fase fra januar og langt ind i februar ikke er en sag for statsministeren. Statsministeren bliver løbende orienteret om bl.a. hjemtagningen af danskere fra Kina, og sundheds- og ældreministeren giver en orientering om sagen på ministermødet den 4. februar 2020. Men i denne fase håndteres sagen altovervejende på embedsmandsniveau, vel at mærke med den øverste embedsmand i Statsministeriet stærkt engageret i sagen fra den allertidligste fase.” (s 156)
Uenigheden mellem regeringen og sundhedsmyndighederne er veldokumenteret. Såldes skriver Berlingske 3. februar om teststrategien:
“Der var tilsyneladende dyb uenighed om den danske teststrategi øverst i det danske regeringsapparat i ugerne efter den omfattende nedlukning af samfundet i marts sidste år. Mens departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pressede på for at teste langt flere, kæmpede fremtrædende personer i det danske sundhedsvæsen — herunder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og den daværende faglige direktør på Statens Serum Institut (SSI), Kåre Mølbak — imod.”
3. “Minkgate” fabrikeres
- En yderst betænkelig videnskabelig rapport fabrikeres af Per Okkels
Rapporten fra SSI som danner baggrund for hele “minkgate”. I Weekendavisen kalder førende forskere studiet, som aflivningsordren bygger på, af meget ringe kvalitet og siger, at det ligner bestilt arbejde:
https://www.weekendavisen.dk/2020-46/ideer/kludder-i-cluster-5
Forskere undrer sig desuden over, hvorfor Cluster 5 skulle udgøre en trussel mod en kommende vaccine:
“De data, der er lagt ud, understøtter ikke, at det her er en risiko for, at vaccinerne ikke kommer til at fungere” udtaler Jens Lundgren til Berlingske:
Siden kom det frem, at der ikke var belæg for at slå 17 millioner mink ihjel og lukke Nordjylland ned på grund af “Cluster 5” mutationen, hvilket Kåre Mølbak ellers angav som årsag på regeringens famøse pressemøde. Her er det yderst tankevækkende at SSI sad på afgørende data i månedsvis uden disse blev delt med internationale forskere:
https://www.berlingske.dk/danmark/trods-pres-fra-forskerkollega-sad-ssi-paa-afgoerende-coronadata-i
Her udtaler Jens Lundgren blandt andet til Berlingske:
“I yderste konsekvens betyder det jo, at man ikke har det rette informationsmateriale at træffe beslutninger ud fra, så det holder ikke, at SSI ikke vil dele data. Der skal virkelig være en god grund til ikke at dele de informationer, og den grund leder vi stadig efter”
Kaare Mølbak udtaler efter kritik: “Det er mere i det politiske landskab, der er lagt meget fokus på cluster-5”:
- Okkels overbeviser Frederiksen om nødvendigheden af aflivningerne:
Nu er spørgsmålet så: hvis ikke cluster-5 narrativet kom fra Mølbak, hvem var det så der fortolkede SSIs rapport på den måde der førte til udtalelserne på regeringens famøse pressemøde? Her peger pilen mod embedsmænd i Sundhedsministeriet — med andre ord de samme mennesker som udarbejdede regeringens udkast til en permanent epidemilov! (der er bred enighed blandt forskere om, at minkindustrien udgør en reel risiko under en epidemi. Det der diskuteres her er, hvorvidt et akut trusselsscenarie var berettiget).
Igen er det værd at bemærke, at idéen til de dramatiske aflivninger ikke kom fra Mette Frederiksen men fra Per Okkels. BT rapporterer følgende fra det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg:
“Mette Frederiksen spørger i løbet af mødet tre gange ind til risikovurderingen. Er I nu helt sikre på den her risikovurdering, spørger hun ifølge en kilde, der deltog i mødet. Per Okkels, departementschef i Sundhedsministeriet, bekræfter igen og igen alvoren. Mødet ender med, at Mette Frederiksen træffer beslutningen om den ulovlige ordre: at aflive alle mink.”
Statsministeren valgte tydeligvis at stole på Okkels frem for den lægefaglige ekspertise. Således skriver BT:
“nu viser et referat fra krisestaben National Operativ Stab (NOST), at Sundhedsstyrelsen tog afstand fra den vurdering. På et møde otte dage efter pressemødet tog styrelsens repræsentant i staben ordet. Lægen mente, at der var behov for at forklare omverdenen, hvad mutationen cluster 5 faktisk var: Der var ikke tale om et muligt ‘Wuhan to’-udbrud, og situationen var ikke så alvorlig, som myndighederne først havde meldt ud, fortalte lægen.”
- Barbara Bertelsen står — igen — for at eksekvere løsningen
Efter at det — nu dementerede — narrativ om cluster-5 som en trussel mod en kommende vaccine således var udformet kan vi se på, hvem der sørgede for at eksekvere “løsningen”: en hurtig aflivning af samtlige mink i Danmark — på baggrund af en, for store dele af besætningens vedkommende, ulovlig ordre og uden at rådføre sig med branchen om andre mulige løsninger. Her er det kommet frem, at processen der førte til det famøse møde i regeringens koordinationsudvalg blev igangsat af Bertelsen. Således skriver Altinget 19. november:
“Når man læser regeringens redegørelse om minksagen, er det meget klart, hvornår panikken sætter ind. Det sker 2. november om aftenen, og det er Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der sætter toget i bevægelse. Da hun bliver orienteret om et muligt problem med fremtidige vacciner, indkalder hun straks seks departementschefer samt Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen til møde — samme aften. Hun orienterer også statsministeren. Et døgn senere beslutter regeringens Koordinationsudvalg at aflive alle mink i Danmark.”
https://www.altinget.dk/artikel/mink-sagen-svaekker-mette-frederiksen-paa-hendes-maerkesag-ledelse
Barbara Bertelsen er tidligere Departementschef for Justitsministeriet. Det er derfor helt ubegribeligt og uforsvarligt, at hun ikke sikrede sig lovhjemmel til en så vidtgående ordre. Berlingske skriver 25. november:
“Det var Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der for alvor satte gang i den proces, der ledte til regeringens ulovlige ordre om at aflive alle danske mink. Departementschefen sad også med på det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor spørgsmålet om lovhjemmel blev bragt op i en række andre sammenhænge. Men på intet tidspunkt spurgte Mette Frederiksens tætte højrehånd ind til, om loven var på plads ved regeringens beslutning, og det møder nu kritik og rejser spørgsmål om hendes rolle.”
Igen udmærker embedsværket sig ved sin lukkethed. 25. november skriver Politiken: “Medie efter medie må forgæves indse, at ministerierne ikke ønsker at svare på opklarende spørgsmål om det forløb, der ledte op til, at regeringen udstedte en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark.”
4. Hvad nu?
Vi kan således konkludere, at to embedsmænd efter al sandsynlighed står tilbage med ansvaret for en pandemihåndtering, der har ført til en af dansk retshistories største skandaler. Ydermere tegner der sig en klar arbejdsfordeling: I forbindelse med nedlukningen 11. marts sørgede Okkels først for at kompromittere SSIs ledelse ved at afsætte Melbye for dernæst at fratage Sundhedsstyrelsen indflydelse. Bertelsen fik via sine paniske emails toget til at rulle. Ligeledes var Okkels i minksagen ansvarlig for at fremskaffe beslutningsgrundlag, der nu er tilbagevist som værende uden videnskabelig dækning, og Bertelsen igangsatte derefter processen med at eksekvere de politiske konsekvenser med baggrund i en ulovlig ordre.
Spørgsmålet som ingen indtil videre har undersøgt er hvorfor? Hvordan tjener det to højtstående embedsmænds interesser igen og igen at gribe til panikløsninger, baseret på et spinkelt — man fristes til at sige fabrikeret — sundhedsfagligt grundlag?
Her er det værd at overveje, at Frederiksen langt fra står alene i sit ekstreme forsigtighedsprincip. Kunne det tænkes at Okkels og Bertelsen er en del af et større internationalt netværk? Her er vi ude i teorier som jeg ikke personligt kan dokumentere, men som jeg håber vores dygtige journalister vil kaste sig over i den nærmeste fremtid — og helst inden staten er gået bankerot og vi helt har mistet vores retssikkerhed som borgere!
